Chokoladecheesecake på kiksebund

13-01-2023

Denne dessert lavede jeg til nytårsaften 2022. Totalt succes! Jeg har seriøst aldrig fået så meget ros for smagen på nogen af mine kager. ALLE elskede den! Jeg er sådan set enig. Masser af chokolade og karamel, uden at være for meget. Desserten består af en kiksebund af digestive, smør og kakao, et lager med karamel (dulce de leche) og øverst en chokolade-cheesecake-mousse. Og er den er faktisk rimelig nem at lave (< 1 time forberedelse, ca. 3 timer i fryser). Opskriften er inspireret af brinkenbakar.se og thefoodfactory.dk. Her vist med 2 forskellige slags pynt; chokoladehjerter spritset af tempereret chokolade og små chokoladekugler eller bladtuillles med guldstøv. Måske har du et bedre forslag til pynt?

Ingredienser: 

8 personer

Kiksebund: 

8 digestive kiks

75 g smør

1 spsk kakaopulver

Karamelcreme:  

0.5 dåse dulce de leche (karamelliseret mælk)

Mælkechokoladecheesecake: 

2 husblas

2 dl flormelis

100 g cream cheese (philadelphia)

125 g mælkechokolade 

1 dl fløde (for at varme til at putte husblas i)

2 dl piskefløde

Fremgangsmåde: 

Læg husblas i koldt vand i minimun 10 min. 

Knus digestive-kiksene til krummer ved at lægge dem i en plastikpose og banke dem med f.eks. en kagerulle. Kom det i en skål sammen med kakao, og hæld smeltet smør i. Rør rundt og fordel kiksemassen i de 8 små runde cylinderformede silikoneforme. Dæk bunden med kiksemassen og lav en lille kant langs siderne, på den måde kan karamelcremen fordeles i den lille "skål" af kiksebund. Sæt kiksebunden i fryseren indtil den er nogenlunde fast og klar til at dulce de leche kan fordeles ovenpå. Kom ca. halvdelen af dåsen med dulce de leche i de 8 forme. Sæt igen i fryseren. 

Varm 1 dl fløde op i en lille gryde. Når den er lige under kogepunktet tages gryden af varmen, husblassen vrides fri for vand og røres ud i den varme fløde. Lad den køle af til håndvarm.

Smelt chokoladen i vandbad. Pisk cream cheese og flormelis i et par minutter, vend herefter smeltet afkølet chokolade ned i. Kom den afkølede fløde/husblas i og og arbejd ind til massen er glat. Pisk fløde til flødeskum og vend til sidst ned i chokolademassen. Tag formene med kiksebund/karamel ud af fryseren og kom chokolademassen i. Sørg for at toppen bliver så pæn og jævn som muligt (jeg brugte en almindelig dejskraber til det). Sæt kagerne i fryseren indtil de har sat sig, eller til de skal spises. De har ikke brug for særlig lang tid efter at de er taget ud af fryseren indtil de er klar til at serveres. 





© 2022 Sofi Bo. Alle rettigheder forbeholdes.
Drevet af Webnode Cookies
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang