Koh Kradan
En helt vindunderlig smuk lille paradis-ø uden asfalterede veje, biler eller butikker. Noget af det bedste, vi har oplevet i Thailand! Krystalklart vand, fantastisk snorkling fra stranden, SUP, havskajak og Reef Resort med det sødeste personale, dejlig atmosfære og helt fantastisk thaimad! Kan klart anbefales! Reef Resort har ret basic værelser, til gengæld er det ikke særlig dyrt (600 kr for et dobbeltværelse), der er er rent og personalet og atmosfæren vejer op for værelserne. Genta, en italiensk kvinde som ejer stedet, er virkelig sød og gør alt for at gæsterne skal have det godt. Man kan låne snorkeludstyr, SUP og havskajak gratis. Vi endte med at spise alle måltider på Reef Resort, da vi synes at maden var helt perfekt - deres chicken cashew, pad thai og tempura prawn kan varmt anbefales.
Om aftenen er der en hyggelig lille bar hvor man kan får gode drinks og en hyggelig snak med Genta, som nok blev ret underholdt af at udlåne "fire på stribe" til mig og Caspar (vi er ikke så gode til indbyrdes konkurrencer). Personalet gad da også spille fire på stribe med ungerne :)
Snorklingen er angivelig en af bedste fra stranden i Thailand, og det synes jeg passer fint. Masser af levende koraller og masser af farverige fisk. Man skal svømme et stykke vej ud, så vi brugte redningsveste når vi var sammen med børnene - dem kan man låne på Reef Resort. Vandet er så klart, at man også kan underholdes med at kikke på fisk mens man er ude på SUP.